vision og mission

Der er mange fortolkninger af begreberne vision & mission. Når Elgaard Mancom rådgiver små- og mellemstore virksomheder og bistår som pennefører eller facilitator på strategiprocesser arbejdes der ud fra følgende forståelse:

Vision

Visionen skal illustrere organisationens realistiske, troværdige og attraktive fremtid – ofte formuleret som en fremtidig fordelagtig ønsketilstand. Visionen skal være det fælles perspektiv for alle i organisationen.

Katedralen i Milano:

Det fortælles, at en mand kom rejsende fra Rom og på sin rundtur i byen passerede den store byggeplads, hvor der sad tre stenhuggere. Han gik hen til den første stenhugger og spurgte: ”Hvad laver du?”. ”Det kan du vel se. Jeg hugger sten!”, lød svaret. Da manden ikke følte, at han havde fået svar på sit spørgsmål, gik han hen til den anden stenhugger og spurgte: ”Hvad laver du?”. ”Jeg hugger sten. Det er et hårdt arbejde, men det giver mig brød på bordet, så jeg kan forsørge min familie!”. Den rejsende følte stadig ikke, at han havde fået tilstrækkeligt svar på sit spørgsmål, så han henvendte sig til den tredje stenhugger og spurgte: ”Hvad laver du?”. ”Jeg bygger en katedral til ære for Gud. Et sted, hvor mennesker, der er faret vild, kan finde ro og styrke. Et sted, som vil stå i tusind år!”

Og således finder man glæden i store organisationer, hvor man selv kun leverer en lille del, hvis man kender organisationens Vision.

 Mission

Missionen er organisationens eksistensberettigelse en beskrivelse af organisationens værdiskabende formål og forretningsområde. Ofte er kunsten, at man afgrænser sin mission, så den fremstår entydig uden at begrænse sig, så der stadig er udviklingspotentiale i forretningsgrundlaget. Missionen skal være rammesættende og værdiskabelsen skal ses i relation til de værdier og forventninger som organisationens interessenter – stakeholders har.

For mange organisationer er identifikation og definition af vision & mission centrale elementer for at skabe en fælles forståelse for, hvad organisationen står for og hvor den skal hen.